Den Talende Miljøstation

Miljøpunkt Nørrebro er i gang med at udvikle en ny type miljøstation, den talende miljøstation. Innovativt design og interaktive funktioner vil gøre det til en sjov, spændende og æstetisk oplevelse at skille sig af med sorterede fraktioner. Prototypen på miljøstationen tænkes opført i Wesselsgade på Nørrebro i København. På længere sigt vil vi udbrede konceptet til resten af Danmark og gerne ud over landets grænser.

fredag den 29. april 2011

Fokusgruppemøde

Det første fokusgruppemøde om Den Talende Miljøstation blev en spændende og lærerig diskussion om alt fra Christianias velfungerende affaldssortering til at børn er den bedste måde at ændre hele samfundets vaner, fordi de er så gode til at opdrage deres forældre!

Af de inviterede var tre engagerede borgere fra Wesselsgade mødt op i den sene eftermiddag, og de gav os som projektgruppe nogle vigtige pointer med på vejen. Jeg vil ikke skrive om alle pointerne, men blot nævne nogle få for at give et lille indblik i hvad der blev sagt. De tre amerikanske ingeniørstuderende Celena, Stephanie og Erik som ledte mødet vil inddrage samtlige af pointerne i deres rapport.

Fokusgruppen gav udtryk for, at interaktive funktioner kan være problematiske fordi de bygger på teknologi som kan gå i stykker. Interaktive funktioner kan også være kedelige, når man har prøvet dem et par gange, eller irrieterende hvis de bliver for 'tivoli-agtige', dvs. for mange blinkende lamper og tilbehør. Dette er væsentlige overvejelser som vi absolut vil inddrage i den videre planlægning af miljøstationen.
Noter med nogle af fokusgruppens gode pointer. Foto af Erik C. Silva.
Også:
Behov for information i form af tydelig grafik og skiltning, og evt. farver på affaldscontainerne. Og klar information direkte til beboerne om deres muligheder for at sortere i forskellige fraktioner.

Gårdmandens vigtige rolle i forhold til at guide og hjælpe med sorteringen, blev også fremhævet, eller med andre ord, at bemanding af miljøstationen vil være centralt.

Det blev også sagt, at det er vigtigt for fokusgruppen, som alle er medlemmer af ejendomsbestyrelser, at der er et økonomisk incitament, som kan ses på ejendomsskattebilletten, til at sortere affald. Dette er vi glade for at få bekræftet, idet Miljøpunkt Nørrebro arbejder hårdt for at genindføre netop dette økonomiske incitament som Københavns Kommune har afskaffet (for mere information om dette lobby arbejde, kontakt cecilie@norrebro.nu eller lisbeth@norrebro.nu).

Med tak for et godt møde til fokusgruppen!
Og god weekend til jer alle!

De bedste hilsner
Mia