Den Talende Miljøstation

Miljøpunkt Nørrebro er i gang med at udvikle en ny type miljøstation, den talende miljøstation. Innovativt design og interaktive funktioner vil gøre det til en sjov, spændende og æstetisk oplevelse at skille sig af med sorterede fraktioner. Prototypen på miljøstationen tænkes opført i Wesselsgade på Nørrebro i København. På længere sigt vil vi udbrede konceptet til resten af Danmark og gerne ud over landets grænser.

mandag den 27. juni 2011

God inspiration fra gårdmændene

Gårdmand Jens Peter viser rundt i sin gård i Wesselsgade. Foto Mia Makne
To inspirerende møder med gårdmænd fra Blå Kapel (en forening af grønne gårdmænd) og fra Wesselsgade har bragt os et par skridt længere ind i den spændende proces med at udarbejde et designbrief for den talende miljøstation. Gårdmændene ser jo hvordan beboerne håndterer affaldet på daglig basis, og de kender folk, og kender lokalområdet. Derfor er de en guldgrube af viden. På baggrund af det de har sagt, går Rikke nu videre med at tegne og justere det hun allerede har produceret. Fra næste uge bliver projektgruppen formentlig udvidet med ingeniør Dorte Hyldgaard Madsen. Hun skal bl.a. udføre beregninger på de tegninger som Rikke er igang med. Vi planlægger også en studietur til Århus for at se på deres nedgravede affaldsbeholdere, og måske også en tur med på skraldebilen, så vi kan få en dybere forståelse for hverdagen med affald.

De bedste hilsner og god sommer!
Mia

torsdag den 16. juni 2011

Nye affaldstider i København?

Ferie, rapport over følgegruppe seminaret d. 10. maj, og revidering af projektbeskrivelsen på baggrund af følgegruppe seminaret og forundersøgelsen er noget af det der har fyldt den sidste måneds tid i arbejdet med den talende miljøstation. Hvis nogen er interesserede i rapporten fra følgegruppe seminaret er I meget velkomne til at kontakte mig på mia@norrebro.nu og få den tilsendt pr. mail.
Den amerikanske forundersøgelse kan findes på dette link:  http://www.wpi.edu/Pubs/E-project/Available/E-project-050511-093705/ 
Vi har også fået ny praktikant, Rikke Veng Petersen, der læser til ideation designer på Københavns Erhvervsakademi. Rikke startede d. 6. juni og er nu godt i gang med at lave et præsentationsmateriale for den talende miljøstation. Hun tegner på forskellige mulige designløsninger, og det har allerede vist sig, at være en rigtig god måde at få testet forskellige muligheder. Bl.a. kunne hun ret hurtigt afsløre, at min egen idé om et låg der fungerede i stil med dem på visse containere til brugt tøj (så man ikke kan få fat i tøjet, når det først er smidt i) ikke ville være praktisk for mange andre affaldsfraktioner.

Her fotograferer Rikke i Wesselsgade. Foto: Mia Makne

Samtidig er der jo sket det fantastiske, at Københavns Kommune har besluttet, at indføre indsamling af hård plastik, metal og el i hele kommunen. Det vil blive implementeret i løbet af 2012 og 2013. Læs evt. mere her. Der er også tegn på, at man vil indføre indsamling af organisk affald fra husholdninger indenfor en overskuelig fremtid. Dels er der kommet en rapport fra Miljøministeriet som konkluderer at det nu er samfundsøkonomisk fordelagtigt at indsamle og behandle organisk affald. I 2003 konkluderedes det modsatte, så denne rapport repræsenterer et væsentligt fremskridt! Dels har Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning udarbejdet en række budgetønsker, hvor genanvendelse af organisk affald indgår.
Dermed ser det ud som om hele Københavns Kommune er på vej i retning af en sorteringsordning der meget ligner Nørrebro Affaldsmodel, hvilket vi er meget tilfredse med på Miljøpunkt Nørrebro.

Det var Miljøpunkt Nørrebros arbejde med udvikling og implementering af Nørrebro Affaldsmodel, der oprindelig førte til idéen om Den Talende Miljøstation. Man kan håbe, at implementeringen af flere fraktioner også får kommunerne i vores lille land til at forstå, at borgernes behov og ønsker skal inddrages, hvis man vil have succes med udvidet sortering. Måske kan Den Talende Miljøstation levere svaret?

De bedste hilsner
Mia